PTSD-ramt veteran: Man skal selv række hånden op

I 25 år nægtede Thomas Walther at erkende, at han havde lig i lasten efter sin udsendelse til Balkan, men til sidst klappede han helt sammen. I dag lever han et tåleligt liv efter uvurderlig hjælp fra blandt andet HKKF og Veterancentret

Af Brian Askvig

I telefonen præsenterer han sig som ‘Walther’. Indgroet vane. Altid efternavnet. En gammel arbejdsskade, siger han. En af dem, han aldrig har fået erstatning for.

Da vi som aftalt møder op hjemme hos ham et par dage senere, har den tidligere soldat glemt alt om, at vi skulle komme. Skriver han ikke tingene ned, er hans hukommelse som et stykke blankt papir.

Thomas Walther har PTSD som følge af sin udsendelse til Balkan i 1990’erne. Glemsomhed er et af de mildere symptomer. Fysisk træthed, mental udmattelse, depression, uro i kroppen og konstant tankemylder ligger i den tungere ende.
- Den mentale træthed er det værste. Der skal ikke meget til, før jeg er helt færdig. Jeg kan gå fra 100 til 0 på et splitsekund uden forvarsel, siger Thomas Walther.

Han er 49 år og lever et stille liv i Børkop mellem Vejle og Fredericia. Et tåleligt liv, siger han ofte, når han fortæller sin historie. Enkelte gange beskriver han det som et værdigt liv.

Når han taler om årene forud for den dag i december 2019, da han besluttede sig for at dø, er gløden i hans stemme slukket. Dengang var der intet, der var tåleligt, værdigt eller stille.
- Det var et lorteliv. Et mudderhul. Det var ren kamp for overlevelse hver eneste dag. Jeg skulle bare igennem, for så skulle det nok blive bedre næste dag, troede jeg.
- Men det gjorde det ikke. Jeg sled bare mig selv fuldstændigt op, siger Thomas Walther.

Billedligt talt rakte han til sidst hånden op og bad om hjælp. Tømt for kræfter både fysisk og psykisk erkendte han omsider, at der var noget galt med ham. At der var sket noget med ham, da han i 1994-1995 var udsendt på hold seks og syv i Kroatien.

Ingen af hans soldaterkammerater havde gjort det samme, og ubehaget ved at være den ene, der ikke kunne klare mosten, var formentlig det, der holdt ham tilbage så længe, mener han. I dag har han en klar formodning om, at han bestemt ikke var den eneste.

- Der er mange andre veteraner, som har et dårligt liv, men som kan få et tåleligt liv, som det er sket for mig, hvis de får den rette hjælp. Men man skal række hånden op og sige: ‘Jeg har det altså ikke godt’.
- Hvis man ikke gør det, så bliver man ved med at være låst fast i et lorteliv, som aldrig bliver bedre, siger Thomas Walther, som skylder Veterancentret, HKKF og ikke mindst veteran-retreatet på Strynø tak for at have reddet hans liv.
- Jeg ved, at jeg selv har leveret 50 procent af det, der skulle til, for at forandre mit liv. Og jeg ved, at jeg ikke havde været her i dag, hvis jeg ikke havde fået den rette støtte og hjælp.

Hans historie begynder i august 1994, da han efter endt værnepligt i Livgarden blev udsendt til Kroatien. Da var han 20 år gammel. Han havde fundet sin rette hylde, syntes han, og han forlængede sit ophold på Balkan, så han først et år senere blev hjemsendt.

I den krigshærgede region fandt den unge soldat sig adskillige gange fanget i voldsomme krigshandlinger og konfrontationer, men selv om han i dag tydeligt mindes den uro, han konstant følte i kroppen efter sin hjemsendelse, fortrængte han dengang enhver tanke om, at han havde taget skade.
- Man er som soldat trænet til at være hård og iskold og ikke at vise følelser, og så lukker man nok bare ned for den slags, siger Thomas Walther.

Han gik straks efter sin hjemsendelse i gang med at uddanne sig til mekaniker. Han lod sig opsluge totalt af faget og rakte ud efter enhver mulighed for at få nye opgaver. I dag ved han, at det var et spørgsmål om at flytte tankerne væk fra det, de konstant kredsede om.
- Det var svært at komme hjem. På alle måder. Jeg kan godt se i bagklogskabens lys, at jeg ikke var den samme, da jeg kom hjem, og inderst inde vidste jeg nok også dengang, at der var noget galt.
- Men jeg holdt fast i den overbevisning, at jeg ikke havde noget med hjem i rygsækken, siger Thomas Walther, som isolerede sig, når han havde fri, og derfor passivt konstaterede, at hans omgangskreds over tid smuldrede bort.

Dagen efter endt uddannelse begyndte han i et fast job som værkfører på et autoværksted, og han begyndte fra dag ét at arbejde mere end fuld tid og påtage sig maksimalt ansvar.
Karrieren var sat i bevægelse, og det gik kun hurtigere og hurtigere i de følgende år, hvor han arbejdede ekstremt mange timer og påtog sig en overflod af opgaver.

Flere gange gik han ned med flaget. Arbejdsrelateret stress, bildte han sig selv ind. Han var sygemeldt i længere perioder og skiftede i sine gode perioder gerne job, idet det viste sig at være en effektiv måde at vaske tavlen ren på. Hver gang voksede tingene ham imidlertid lynhurtigt over hovedet igen.
- Der er mange veteraner, der ryger ud i misbrug af stoffer og alkohol. Mit misbrug var mit arbejde. Lige efter min hjemsendelse drak jeg som et hul i jorden, men i det lange løb var arbejdet mit misbrug, siger Thomas Walther.

Først i 2010 sad han omsider over for en psykolog, som hans egen læge henviste ham til efter de mange sygemeldinger. Walther kontaktede også Veterancentret, men brød flere aftaler og afviste tilbud om hjælp, når det kom til stykket. Han fejlede jo ikke noget, kunne han stadig overbevise sig selv om.

Omsider tog han dog imod Veterancentrets tilbud, men end ikke en PTSD-diagnose i 2011 kunne drive Walther til at lægge sit liv om.
- Jeg hørte en psykiater sige til mig, at jeg havde fat i den lange ende, og at problemet bare skulle arbejdes væk, så jeg skruede op for min arbejdsindsats. Jeg vidste, at det kunne holde tankerne på afstand, fortæller Thomas Walther.
- Det, psykiateren faktisk sagde, var, at jeg skulle overveje, om den vej, jeg drønede ud ad, var den rigtige. Jeg hørte bare kun det, jeg ville høre.
Som følge af diagnosen gik Thomas Walther i 2012 dog i behandling på traumecentret i Aarhus, hvor ‘massevis af kasser inde i mit hoved blev åbnet’, som han udtrykker det.

Metoden kaldes traumeeksponering og er en behandlingsform, der indebærer, at den PTSD-ramte ned i detaljen skal beskrive de hændelser, der formodes at have forårsaget traumatiseringen.
- Idéen er naturligvis, at man skal få det bedre, men det havde den stik modsatte virkning på mig. Jeg blev i frit fald kastet ud i traumeeksponering ret hurtigt, og efter sådan en session blev jeg bare sendt hjem.
- Jeg fik det dårligere og dårligere. Det startede en kædereaktion i mit hoved, fortæller Thomas Walther, som afbrød behandlingen og vendte tilbage til sit hektiske, opslidende liv med dybe nedture, kaotisk økonomi, familiære problemer og brudte parforhold.

Flere gange var han igen i kontakt med Veterancentret, men blev ofte væk fra aftalte visitationssamtaler. Et par gange troppede han op og fik hurtigt anerkendt, at han havde brug for hjælp, men så blev han væk, når hjælpen skulle sættes i gang.
- Jeg flygtede fra det. Måske var det alt det, der var hændt i Aarhus, hvor jeg bare fik det dårligere og dårligere, der sad i kroppen på mig, siger Thomas Walther, som beskriver sig selv i de år som et menneske i opløsning.
- Meget af det, der skete i de år, kan jeg ikke huske. Jeg var ude af kroppen og var slet ikke i kontakt med mig selv. Jeg var blind passager uden indflydelse på mit liv.
- Når man er så langt ude, bliver man vanvittigt god til at snyde sig selv, og man bliver god til at snyde sin omverden, men en dag går den ikke længere, siger Thomas Walther.
- Den dag kommer altid, og det gjorde den så for mig i december 2019.

Sammenbruddet kom efter, at Thomas Walther i nogle dage havde følt sig frygteligt dårligt tilpas og derfor søgte hjælp på Veterancentret. Dagen før mødet på Veterancentret blev han imidlertid fyret uden varsel, og så klappede alt sammen. Arbejdet var hans livline, var han overbevist om, og da den blev kappet, gik det stærkt. Fire timer senere var han indlagt på psykiatrisk afdeling.

- Jeg var i en tilstand, hvor jeg ikke var i stand til at tage vare på mig selv. Jeg ville ikke leve mere og var på vej til i høj fart at smadre min bil ind i et vejtræ, da jeg kørte hjem. Men jeg ramte det ikke.
- Da jeg så kom hjem, besluttede jeg mig for at prøve igen, og jeg vidste, at jeg denne gang ville ramme plet, fortæller Thomas Walther. Hans samlever fik ham dog forhindret i at starte bilen i indkørslen og fik ham indlagt.
- Den dag forstod jeg, at jeg var nødt til at skifte spor, hvis jeg skulle fortsætte med at leve, siger Thomas Walther.

I februar 2020 blev han udskrevet til rehabiliteringstilbuddet ‘Natur Retreat for Veteraner’ på Strynø i det fynske øhav, hvor han opholdt sig i halvandet år. Langsomt begyndte han at kunne skabe orden i kaos. Han fik i tredje forsøg tilkendt førtidspension, og han fik revurderet sin arbejdsskadesag og vandt en sag om tab af erhvervsevne.
- Først da jeg landede på Strynø, følte jeg, at hjælpen kom, for Anne-Line (Ussing, red.), som driver stedet, tog fat i HKKF, som meget hurtigt tog over, og kørte erstatningssagerne for mig, selv om jeg ikke havde været medlem af forbundet i 25 år, fortæller Thomas Walther.
- Jeg skulle ikke bruge energi og tid på det - og jeg havde heller ingen af delene. Der lå en kæmpe tryghed og en enorm befrielse i at vide, at der var nogle jurister, der tog over.
- Når man er så syg, som jeg var, og som mange andre veteraner er, så har man ikke overskuddet og overblikket til at kæmpe den kamp selv, siger han.

Mens juristerne tog sig af skrankepaverne og papirnusseriet - og i dag har sikret ham en sund økonomi og en tryg tilværelse i huset i Børkop - kunne Thomas Walther begynde at arbejde med sig selv med solid støtte fra ‘et helt fantastisk team’ på Afdeling for Traume- og Torturoverlevere (ATT) i Odense.
- Der gik det op for mig, at jeg også selv var nødt til at gøre en indsats. Jeg skulle ikke bare sidde i et hjørne og vente på, at nogen helbredte mig, siger Thomas Walther.
- Man skal selv tage ansvar. Gør man ikke det, så kan man få behandling af nok så mange psykiatere, psykologer og terapeuter uden at få udbytte af det. Hvis man ikke vil hjælpes, så kan man ikke hjælpes.
- Ræk hånden op og tag ansvar. Det er nøglen til et værdigt liv med PTSD, siger Thomas Walther.

Har lyst til at leve nu
Huset i Børkop har plads til en hel familie, men Thomas Walther bor der alene. Han har tre børn fra to forliste parforhold og er nået til den erkendelse, at han er bedst tjent med at bo alene.
- Sådan en som mig er vist lidt svær at leve sammen med. I dag er jeg ikke aggressiv og udadreagerende, som jeg var før, men jeg har ikke meget at byde ind med, siger Walther.
- Jeg har kun en vis mængde energi, og jeg løber hurtigt tør. Jeg synes faktisk, jeg gradvist får det dårligere, når jeg er sammen med en, end når jeg er alene.

Hvordan vil du beskrive din tilværelse nu i forhold til den, du havde før?
- Jeg har mentalt og psykisk ikke fået det markant bedre. Jeg har stadig voldsomme nedture og er energiforladt i lange perioder, men jeg har så at sige fundet roen til at have det dårligt, siger Thomas Walther.
- Jeg står ikke til ansvar for nogen, og jeg behøver ikke have dårlig samvittighed, hvis jeg en dag ikke kan komme ud af døren. Det giver en ro.
- Jeg havde måske nok drømt om, at jeg ville få meget mere energi og have det meget bedre, når alt var faldet på plads, men det kan jeg ikke sige, at jeg har fået. Måske kommer det, når jeg har vænnet mig helt til mit nye liv, siger Thomas Walther.
- PTSD’en har styret mig i mange år, og nu skal det være mig, der styrer den. Jeg nægter at gemme mig væk og sidde bag nedrullede gardiner og have ondt af mig selv.
- Jeg har lyst til at leve nu. Det havde jeg ikke før.