‘Hvis man ikke præsterer, bliver man hurtigt glemt’

Verdensmester Peter Sagan om succes og fiasko, livet, passionen og verden af i dag

Af Brian Askvig i Gandia, Spanien

En af Peter Sagans yndlingsfigurer på film er den retarderede Forrest Gump, som i skuespilleren Tom Hanks’ skikkelse løber gennem livet og med eventyrligt held finder lykke og rigdom. Da Sagan i 2012 vandt Tour-etapen fra Orchies til Boulogne-sur-Mer hyldede han Gump, da han kørte over stregen og med armene imiterede hans karakteristiske løbestil. ‘Run, Forrest, run!’

Ja, engang overtog han helt rollen som Gump i en reklamefilm for sin daværende cykelsponsor, Cannondale. Han spiller den ganske overbevisende, rollen som sinke, og med sit fjogede grin og sine fjollerier på sejrspodierne giver han let indtryk af selv at være lidt til en side.

Men så er der undtagelserne, som da han efter sit VM-guld i 2015 i en rørende, overraskende tale bekymrede sig om verdens problemer. Der er tydeligvis mere i Peter Sagan end det, øjet ser. Han er en gudsbenådet cykelrytter, men han har i interview understreget, at han keder sig på landevejscyklen. Han elsker at vinde, men hvis han bliver nummer to, er det også okay, siger han.

Peter Sagan er svær at blive klog på. Det kunne være interessant at lære ham bedre at kende som menneske.

“Ja, men det er svært. Man ville være nødt til at leve inde i mig for at finde ud af, hvordan det er at være Peter Sagan,” siger han og griner sit hikkende grin, da jeg har luftet min ambition.

Vi sidder i foyeren på Hotel Gijon i Gandia nær Valencia i Spanien. Tysk tv har lige lavet et langt interview med verdensmesteren, som endnu her ved 20-tiden ikke har spist aftensmad. Siden tidlig morgen har han været i gang. Først træningstur med holdet og derefter optagelse af en reklamefilm for en af holdets sponsorer. Der er overhængende risiko for, at han bare skal have det her overstået i en fart, så han kan komme videre i programmet.

Hårfin grænse

Det skal han ikke. Han har god tid. Han skal bare lige have vendt et par ting med sin pressemand, Gabriele Uboldi, og roder så lige lidt med et opslag på et eller andet socialt netværk. Han skyder en selfie foran banneret med navnene på de teamsponsorer, der har hentet ham til Bora-Hansgrohe til en årsløn, der efter sigende er på seks millioner euro. Cirka 45 millioner kroner. Han er den bedst betalte cykelrytter nogensinde.

Så er han klar. ‘Sorry’, siger han på sit sjove engelsk og signalerer med løftede øjenbryn, at han ikke har glemt mit udgangspunkt. Hvordan er det at være Peter Sagan?

“Jeg er et menneske. Jeg er en person. Intet andet. Jeg har bare været så heldig, at jeg i dag befinder mig i den position, jeg befinder mig i,” siger han.

“Men der er en hårfin linje mellem succes og fiasko. En dag er man på toppen, og den næste står man på bunden. En dag er alt godt, og alle synes godt om en og vil være sammen med en. Og nogle ser næsten en som mere end et menneske.”

“Men det kan hurtigt gå den anden vej. Hvis man ikke præsterer, så bliver man hurtigt glemt. Sådan er livet,” siger Sagan, som denne aften hverken ligner en cykelrytter eller en verdensmester. Hans lange hår er samlet i en tyk knude i nakken, og ganske usædvanligt er der ikke et eneste sponsorlogo at finde på hans tøj.

Han bærer en hvid hættetrøje med præfabrikerede huller. Et gult og sort dødningehoved er påtrykt brystet. Kraniet har en cykelkasket på med skyggen bøjet opad og teksten ‘Peter Sagan’ skrevet hen over. Det er en trøje af eget snit, tydeligvis. Med hustruen Katarina, som Sagan giftede sig med i hjemlandet Slovakiet ved et stort anlagt og med vestlige øjne temmelig særpræget bryllup i 2015, forsøger han at stable en virksomhed med eget design på benene, fortæller en tysk journalist senere. ‘Peter Sagan’ skal åbenbart gøres til et varemærke - et brand.

Det vigtigste i livet

Den 27-årige rytter er for længst mangemillionær, og med sin nye kontrakt er hans familie i flere generationer sikret et økonomisk sorgløst liv. Hans skabertrang kan ikke være økonomisk betinget. Jeg spørger ham om, hvad der er vigtigt i hans liv. Hvis det ikke er så vigtigt, om han bliver nummer et eller to, hvad er så vigtigt i Peter Sagans liv?

“At leve sit eget liv. At leve mit liv. Det er vigtigt for mig. Og det er vigtigt for mig i livet, at jeg er sund og rask, og at min kone og min familie er det samme,” siger han. 

“Der er vel intet vigtigere i livet end det? Hvis jeg ikke bliver nummer et, så bliver jeg måske nummer to, og så må jeg være lykkelig for det. Hvis jeg så vinder næste gang, så vil jeg være lykkelig for det. Sådan er det.”

“Nogle gange vinder vi, og nogle gange vinder vi ikke. Med 'vi' mener jeg min gruppe af ryttere og hjælpere. Vi er et team,” siger Sagan, som i lighed med andre stjerneryttere i sporten har personlige oppassere, som han sikrer gode job til gengæld for ubrydelig loyalitet.

Gabriele Uboldi er en af dem. Broderen Juraj Sagan en anden. Juraj er en habil cykelrytter, men hans karriere er i høj grad afhængig af lillebror Peters succes. Slovakkerne Erik Baska og Michael Kolar og polakken Maciej Bodnar udgør resten af Sagans faste rytterstab. Træner Patxi Vila er Sagans mand, og det samme er sportsdirektør Jan Valach. Dertil to mekanikere og to massører, som på skift rejser rundt og servicerer verdensmesteren.

Er ikke alene

Han roser sit hold til skyerne. Forsømmer sjældent en chance for at takke sine holdkammerater, når han har vundet. Hans gruppe er af største vigtighed, understreger han.

“Jeg er vant til at arbejde sammen med de mennesker, og jeg er vant til at arbejde på en bestemt måde. Det skaber en god atmosfære.”

“Det er vigtigt for mig at have mine folk med mig. Man arbejder meget bedre - yder mere - når man har sine folk omkring sig og har det sjovt. Man er ikke alene. Min gruppe er som familie, snarere end ansatte.”

“Samtidig behøver man ikke tænke på alle mulige ting, der tager energi og fokus væk fra det, det virkelig handler om. Jeg har mine folk med mig, for det skaber en ro og positiv energi, som jeg ikke ville kunne få, hvis jeg til hvert løb skulle arbejde sammen med nye folk,” siger Sagan og griner pludselig. 

“Cykelsporten er en sær størrelse, ikke? Nogle har brug for mentaltrænere, og andre har brug for en god gruppe folk omkring sig. Jeg har aldrig brugt en mentaltræner, og jeg håber, at jeg aldrig nogensinde får brug for en”.

“Hvorfor ikke?”

“Fordi jeg så ikke længere ville have min egen gruppe omkring mig. Min gruppe er nok for mig,” siger Sagan og slår pludselig bak til det der med altid at huske at rose og sige tak.

“Det er altid let at kritisere folk. Man kan bare gå på internettet og skrive et eller andet dumt på de sociale medier. Hvorfor skal alting kritiseres? Hvorfor vil alle altid kritisere andre hele tiden?”

“Her på holdet er der én, der kritiserer, og det er sportsdirektøren. Og sportsdirektører går ikke på nettet og kritiserer deres folk. De taler med os. Ser os i øjnene og siger tingene ligeud. Det er respekt.”

“Det er meget let at kritisere på nettet. Folk logger sig på, og de gemmer sig bag opdigtede brugernavne og kritiserer alt og alle,” siger Sagan og anslår et emne, der tydeligvis optager ham.

Frygter fremtiden

“Den tid, vi befinder os i, er meget vanskelig at leve i. Det er, som om vi ikke er parate til at leve i denne verden.”

“Når man ser tilbage i tiden til dengang, folk levede i deres egen lille verden, i landsbyer, hvor de klarede sig selv og havde husdyr og dyrkede deres egne grøntsager, så ser man en verden uden stress. Et roligt liv. Et dejligt liv, synes jeg.”

“Nu går alting meget hurtigt. Internet, e-mail, beskeder, stress, alt for meget arbejde. Folk får meget store ambitioner, og de slås for at opfylde dem, og had opstår. Det er for meget.”

“Der er alt for mange, der kun lever i kraft af andre og deres præstationer. Der er alt for mange, der måler sig selv i forhold til andre, i stedet for at leve deres eget liv. Jeg lever et liv, hvor jeg gør, hvad jeg vil. Jeg holder ikke øje med andre og med, hvad de laver.”

Han holder inde og tøver. Tvivler åbenlyst på, at hans budskab er trængt igennem og lover, at vi kan vende tilbage til emnet engang i fremtiden. Han kan ikke spå om, hvad der er sket i verden om 20 år, siger han, men han nærer frygt for, at det hele løber af sporet. Det var også det, han talte om dengang i 2015 i Richmond, da han med VM-guldmedaljen om halsen slog fast, at verden må forandres.

Fansene jublede højlydt og overdøvede stævnespeakeren, som uforberedt på Sagans politiske tale ikke greb øjeblikket, men pressede verdensmesteren tilbage i en sportslig ramme. Sagans budskab blev fremsagt famlende og vagt, men ud kom det, og folk elskede ham for at tage stilling. Siden er hans popularitet kun vokset og vokset.

Brølerne på først Flandern Rundt-podiet, da han kneb en præmiepige bagi, og siden på Tour-podiet, da han iført den grønne trøje brugte sin pokal som en maskinpistol og begyndte at plaffe tilskuere ned, er ham for længst tilgivet. Fans, ryttere og journalister elsker ham. Han er en gave til cykelsporten, slår kommentatorer på stribe fast.

Hurtig beslutning

Han er sportens største navn. Lyser klarest af alle på dens stjernehimmel. Hvad mere tør han håbe på at opnå som cykelrytter?

“Jeg har ikke endegyldige mål. Jeg har altid bare gerne villet være cykelrytter. Sætter man sig for mange mål, så kommer man let til at leve et liv under pres. Man risikerer at brænde ud.”

“Hvad der er vigtigt, er at være seriøs, have det sjovt, træne godt og så bare tage imod, hvad der kommer - og være lykkelig for det, livet bringer,” siger Sagan, hvis højeste ambition faktisk synes at være at sikre sig mulighed for at dyrke sin sport sammen med sin bror og sine venner.

Han fortæller, at han kun brugte et par uger på at beslutte sig, da han fik et tilbud fra Ralph Denk, som er ejer af Bora-holdet. Der var masser af andre muligheder og han havde hele 2016 til at beslutte sig, men Denks forsikring om, at Sagan kunne få hele sin stab med sig, og at han selv kunne tilrettelægge sin sæson, gjorde udslaget.

“Jeg valgte Bora-Hansgrohe, fordi jeg kunne fortsætte min karriere, som jeg ønsker det, og fordi jeg kunne få min gruppe med mig. Holdet har strakt sig langt for min skyld for at sikre, at jeg føler mig hjemme,” siger Sagan, som har sin passion for cykling som vigtigste drivkraft. Han scorer kassen på Bora-Hansgrohe, men var der ikke plads til passionen, ville han aldrig have sagt ja til at køre for det tyske mandskab, forstår man. 

“Jeg vil ikke kun cykle, fordi jeg er forpligtet til det i kraft af min kontrakt. Man skal huske, at grænsen mellem passion og arbejde er hårfin. Jeg vil undgå, at cykling bare bliver et arbejde,” siger Sagan.

“Lad os sige, at jeg var fotograf og elskede at tage billeder, og at jeg var så god, at jeg kunne få et job som fotograf. Det ville være en drøm, der gik i opfyldelse. Men pludselig kunne jeg måske ikke længere tage de billeder, jeg elskede at tage, for nu bestemte min arbejdsgiver, hvad jeg skulle fotografere.”

“Pludselig kan passionen blive forvandlet til forpligtelse, og så er det ikke det samme længere.”

Alting kan ændre sig

Han fremhæver igen menneskets evige stræben efter mere som en hæmsko for det gode liv. Nogle gange, siger han, er devisen ‘less is more’ - tanken om, at det simple står stærkest - en god ledetråd i livet. Nogle gange skal man bare nyde, hvad man har, og stille sig tilfreds med det, frem for at sigte højere.

“Nogle gange skal fotografen, som jeg talte om før, vælge at sige, at han er fotograf på sin måde. Jeg vil være cykelrytter på min måde, og jeg er lykkelig for, at jeg er kommet til dette hold, hvor jeg får frihed til og mulighed for udøve min sport, som jeg kan lide at gøre det,” siger Sagan.

“Vi lever alle hver især vores liv. Jeg lever mit liv, og jeg gør alt for at føle mig lykkelig, når jeg slår øjnene op om morgenen. Det er mit livs mål. Dét er vigtigt," siger Sagan.

Det er nok ikke svært at være lykkelig for det, man har, når man er en 27-årig mangemillionær med en smuk hustru og et enestående talent, men Sagan tager intet for givet. Som han sagde til at begynde med: 'En dag er man på toppen, og den næste står man på bunden.'

“Har du altid det i baghovedet?”

“Ja, jeg må være forberedt på, at det kan ske. Nogle bliver hjemløse fra dag til dag. Det sker. Jeg håber, at det ikke er min skæbne. Nu føler jeg mig stærk, men jeg ved jo ikke, om jeg en dag bliver svag og pludselig står på bunden,” siger Sagan.

“Jeg håber dog, at jeg finder på et eller andet, hvis jeg en dag står der. Jeg håber, at jeg stadig ville få støtte fra min familie og mine folk. Jeg har været god ved dem, så jeg håber, de er der for mig, hvis jeg en dag befinder mig helt nede.”

“Jeg holder benene på jorden. Vi er alle blot mennesker. Jeg har været meget heldig, og jeg er lykkelig for det”, siger Peter Sagan.

“Det er det hele.”