Forord

Denne bog er en direkte følge af en uformel snak, som fandt sted om formiddagen 12. juli 1998 i Dublin.

Jeg var sammen med min kollega Torben Rask Laursen og fotograf Mads Winther på vej op ad Westmoreland Street mod startområdet for første etape af det års Tour de France. Vi var i god tid, for etapen skulle først begynde halvanden time senere, og vi ville på spadsereturen i den dejlige by lige tale lidt om, hvad vi kunne putte i Ekstra Bladet dagen efter. Men vi var knap kommet ud af hotellet, før Jesper Skibby sluttede sig til os, og så stoppede redaktionsmødet, før det var begyndt.

Skibby var nemlig udsendt af TV2 som kommentator, og dermed var han – lidt langt ude i teorien, ganske vist – en konkurrent, der ikke måtte få kendskab til vore gyldne planer. Aftenen før havde vi alle fire og en flok andre journalister efter løbets prolog sluttet dagen af med et par øl og en snak om de opsigtsvækkende nyheder, der sent fredag aften var indløbet fra Frankrig.

En massør fra Festina-holdet var blevet stoppet af politiet, som i hans bil havde fundet store mængder dopingstoffer beregnet til årets Tour.
Torben tog tråden op, da Skibby sluttede sig til os, og pirkede godt og grundigt til ham for måske at få lidt saftig insiderviden på blokken.
Skibby grinede bare og lavede sjov, som han plejede at gøre, og det kan der godt gå nogen tid med. Men så pludselig bad han os bekræfte, at vi talte uden for citat.

”Jeg har kørt Tour de France ti gange, og jeg har været dopet i dem alle sammen. Ellers var jeg sgu aldrig kommet igennem,” sagde han.
Sådan. Ingen forklaring. Ingen uddybning. Og frem for alt ikke noget med at blive citeret for noget som helst. Farvel og tak for denne gang.

Jeg ved ikke, hvor mange gange Torben og jeg i løbet af det Tour de France forsøgte at overtale ham til at spytte ud og fortælle sin historie.
Men det var mange.

Touren udviklede sig som bekendt til en doping-farce, hvor hoteller blev ransaget af politiet, og rytterne enten sad til afhøring, forbandede journalister langt væk eller lavede sitdownstrejker i protest mod, at de ikke var hævet over loven. Og hele vejen igennem var Skibby hverken til at hugge eller stikke i.

Men vi havde ikke glemt, hvad han havde sagt den formiddag i Dublin. Da vi vendte hjem fra Touren, ringede vi på skift i de følgende måneder til ham. Uden held. Ved årsskiftet forlod jeg sportsredaktionen, men i de følgende år blev Torben ved med at ringe. Dog med længere og længere mellemrum.

Aldrig nægtede Skibby, at han havde sagt ordene, men han var fredet, da han jo havde sagt dem uden for citat.

For to år siden vendte jeg så tilbage til sporten, og da jeg i sensommeren 2005 gik i gang med en serie artikler om doping, ringede jeg selvfølgelig til Skibby for i det mindste at vide med mig selv, at jeg havde gjort forsøget.

Og meget overraskende afviste han pludselig ikke længere blankt at tale om sagen. Stadig var der lukket for citater, men han ville godt lige tænke over det et par dage. Ring senere, sagde han. Fra da af begyndte vi at tale jævnligt sammen i telefonen, og jeg forstod snart, at Jesper havde mere end en avisartikel i tankerne. Hvis han skulle fortælle sin historie, skulle det være den fulde historie og ikke blot, hvad der kunne stå på nogle få sider i en avis. Alle nuancer skulle med.

Det skulle være en bog. Men en bog om Jesper Skibby og ikke en bog om doping. Han begyndte at fortælle brudstykker af sit liv, og der tegnede sig en historie, der virkelig også fortjente mere end et opslag i en avis. Men beslutningen om at fortælle alt – at krænge sin sjæl ud, som Jesper formulerede det – krævede mange og lange overvejelser.

Jeg lod ham overveje alt det, han havde brug for. I maj i år ringede han så omsider tilbage.
”Nu synes jeg, vi skal se at få skrevet den bog,” sagde han.

Vi gik i gang den første søndag i september. I en uge lukkede vi os inde på først Vallø Slotskro og siden Skuldelev Kro – kun få kilometer fra landsbyen Skibby, hvor byrådet i Jespers storhedstid i 1990’erne omdøbte parkeringspladsen foran sportshallen til Jesper Skibby Plads til ære for den folkekære stjernerytter. To uger senere mødtes vi igen i Odense, hvor vi over en lang weekend fik de sidste brikker til at falde på plads.

Interviewene skred langsomt frem, for til trods for alle overvejelser og fast beslutsomhed kunne ordene til at begynde med bare ikke komme ud. Men ud kom de, og Jesper fortalte sin historie. Som det vil fremgå af bogen, viste det sig, at hans opsigtsvækkende udtalelse i Dublin otte år tidligere var pustet en smule op for at øge chokeffekten, men stadig var det en stærk historie, han havde at fortælle. En spændende, rørende, sjov og trist historie. En god historie.

Jeg takker de mange mennesker i ind- og udland, der har hjulpet med at udfylde hullerne i Jespers hukommelse, og især takker jeg Torben for hans gode opbakning, Elisabet Svane fra forlaget for god coaching og min mor og min bror for at have opmuntret mig hele vejen igennem.

Brian Askvig
Århus, oktober 2006