Bjarne Riis er tilbage i Tour de France efter fem års pause. Hans succeser er mange, men han har også oplevet dybe nedture og knusende nederlag, som nok havde fået enhver anden til at vende cykelsporten ryggen for altid

Af Brian Askvig og Ernst van Norde (foto) i Lucca, Italien

Vi skal bruge en stol. En klapstol, en lænestol, en ølkasse, hvad som helst. Bjarne Riis peger på en Winchester-sofa i hyggehjørnet i det nyindrettede ‘service course’ i Villa Pacini, som World Tour-holdet NTT netop har forladt efter to ugers træningslejr i Toscana.

Han tager selv fat, da vi bugserer sofaen ind i lokalet ved siden af. Der, hvor hans indrammede, gule førertrøje fra 1995 hænger på en væg for sig selv. På hæderspladsen i et rum fyldt med indrammede teamtrøjer og førertrøjer.

Hans vindertrøje fra 1996 har han derhjemme i Schweiz. Ikke i en papkasse i garagen, forsikrer han. Og siger så ellers ikke mere om den. Her udstiller han kun sin allerførste førertrøje i verdens største cykelløb. Han holdt trøjen i én dag, så han har kun den ene. 

Den første betyder noget særligt. Den bekræftede ham i troen på, at han en dag kunne holde den, forsvare den, hele vejen til Paris.

– Det her billede vil Christian Prudhomme nok gerne se, siger han, da han sidder i sofaen foran førertrøjen og tålmodigt lader fotografen skyde løs.

Riis har for længst undskyldt over for løbsdirektøren for Tour de France, at han for mange år siden – den dag, han indrømmede, at han var dopet, da han vandt løbet – lod forstå, at hans gule førertrøje lå og flød ude i garagen et eller andet sted.

At han havde smidt den ud som en værdiløs klud. Det havde han ikke, men han var træt, stresset, presset og til sidst trodsig efter timelang afhøring af journalister på pressemødet, som Riis indledte med ordene: ‘Jeg har taget doping. Jeg har taget epo’.

Det med dopingen var, hvad det var, men hans manglende respekt for den gule trøje vakte bestyrtelse i Paris. Efter sigende modtog Prudhomme nærmest med væmmelse besked om Riis’ nedladende kommentar om sportens måske mest kraftfulde symbol, og han viste først spæde tegn på vilje til forsoning, da Riis i februar i år skriftligt sendte ham en undskyldning.

Da var Riis’ vej tilbage til Tour de France netop kortlagt. Han var blevet ansat som teammanager på NTT Pro Cycling med det øverste sportslige ansvar og udsigt til også at blive medejer af holdet. Den gamle sag måtte ud af verden. Tavlen måtte vaskes ren.

Efter fem år uden indflydelse i verdens største cykelløb står han om få uger klar i Nice til starten på den 107. udgave af Tour de France. Korkproppen Bjarne Riis er efter det bitre brud med milliardæren Oleg Tinkov i 2015 atter kommet op til overfladen.

– Jeg håber da, at turen i rutsjebanen bliver noget mere behagelig denne gang. Det skal jeg nok gøre mit til, at den bliver, siger Riis, som har nydt større og flere sejre i cykelsporten end de fleste – og på stribe har oplevet dybe nedture og knusende nederlag, som nok havde fået enhver anden til at vende cykelsporten ryggen for altid.

– Jeg søger altid tilbage. Det handler om alt fra udfordring til overlevelse. Det stimulerer mig sgu ikke at blive klasket på forsiden for et eller andet negativt. Det er da helt sikkert. Men jeg higer heller ikke efter at blive smækket på forsiden for et eller andet positivt, siger Riis.

– Det er ikke det, der driver mig. Nej, det, der stimulerer mig, er selve cykelsporten, som jeg har været en del af hele mit liv. Jeg kan lide at flytte folk, at inspirere andre. Jeg kan lide at stræbe efter nogle mål sammen med andre, siger Riis. 

– Jeg kunne have trukket mig tilbage. Det havde måske været det logiske at gøre med alt det, jeg har gennemgået, og jeg overvejede det da også. Men når jeg så ser cykelløb på tv, begynder jeg igen at analysere det og pille det hele fra hinanden, og så er jeg tilbage. 

– Jeg holder øje, kigger, analyserer. Det har altid interesseret mig at analysere cykelløbene – eller en fodboldkamp eller noget andet sport – for at finde ud af, hvad der kan gøres bedre.

– Lederskab interesserer mig. Og nu er jeg så tilbage i mit rette element. Jeg ved, at jeg er god til det, jeg gør. Det er altid en tilfredsstillelse at få bekræftet, at man kan sit kram.

– Og det kan jeg, siger Riis.

Vi har siddet i den smukke park, der omgiver Villa Pacini, som engang var Riis’ private bolig. Et tordenvejr over Lucca tvinger os indenfor i den store ejendom, som nu er et hotel med cykelhold som målgruppe. Ejeren er Riis’ ven og forretningspartner Lars Seier Christensen.

Vi taler videre om motivation. Om at finde gnisten til at yde sit bedste hele tiden. Også i perioder, hvor alt ser håbløst og planløst ud. Riis famler efter et svar på, hvem der giver ham motivation til at holde ud i en verden, der har voldt ham så mange kvaler.

Hans børn, siger han. Hans kone, den tidligere håndboldstjerne Anne Dorthe Tanderup. Visheden om, at han kan gøre en forskel. Eller måske, at han får lov til at arbejde med det, han helst vil arbejde med.

– Det er der ikke så mange, der gør, hvis jeg skal være helt ærlig, siger han så efter en pause.

– Det er sgu lidt ‘tough’ (sejt, hårdt, red.) nogle gange. Jeg gør det selv. Jeg har da mentorer, som jeg støtter mig til, men jeg er en privat person. Jeg kender ikke så mange mennesker, og jeg er ikke den, der opsøger en masse mennesker.

– Vi bor i Schweiz, og så er vi egentlig bare os selv. Vi har nogle få venner, og det er så det. Måske ville det være anderledes, lidt nemmere for mig, hvis jeg boede i Danmark, men det gør jeg så ikke, siger Riis.

Lars Seier Christensen er en af dem, han er knyttet til. Jægersoldaten B.S. Christiansen, som på Team CSC coachede Riis’ ryttere, er en anden. Og der er flere gode venner, siger han. Men grundlæggende er Riis alene. En svær erkendelse, kan man se på ham.

– Jeg ved godt, at jeg ikke er let at komme ind på livet af. Det er min personlighed, og jeg sidder derfor med mange ting selv. Det har jeg været vant til, siden jeg var en lille dreng, siger Riis.

– Det kan være ‘tough’ nogle gange. Det er noget af det, jeg slås med. Det er meget privat, ikke? Sådan er det. Så cykler jeg en tur, og så går det nok.

– Og så har jeg en derhjemme, som kan rive mig ud af det – hun kan lige give mig et nyrestød, ikke? ‘Hva’ så? Er du her?’ Det er fint, siger han og smiler.

– Du er et privat menneske, men du kræver dyb indsigt i dine rytteres privatliv for at kunne udnytte deres potentiale mest muligt. Hvordan hænger det sammen?

– Jeg kræver ikke indsigt i deres liv som sådan. Skal jeg og mine sportsdirektører lægge den rigtige strategi, så vi kan vinde cykelløb, så er vi bare nødt til at vide, hvordan deres liv ser ud, siger Riis.

– Jeg skal ikke vide, hvordan en rytters kone har det, men hvis han skændes med hende konstant, så er det meget rart at vide det.

– Jeg ved, hvad det betyder rent mentalt at stå i problemer derhjemme. Jeg vandt ikke Touren igen, fordi jeg var ved at blive skilt. Jeg kunne godt have vundet igen i 1997, men med de problemer, jeg sad med på det tidspunkt, havde jeg ikke fuldt fokus på løbet.

– Jeg skal vide, at rytterne er godt forberedt, og at de er klar til opgaven. Jeg skal vide hvilke brikker, jeg har at spille med, siger Riis.

– Hvordan ser det ud i forhold til det Tour de France, du har ventet så længe på?

– Vi vinder ikke Tour de France, men jeg tror, at holdet vil være bedre end nogensinde. Vi kommer for at vise os frem, køre spektakulært cykelløb og vinde etapesejre, siger Riis.

– Jeg er overbevist om, at vi nok skal tage vores del af kagen.